Sæsonen 2015

20. september 2015

Sommeren begynder for alvor at gå på hæld, og derfor var hele 12 mødt op til en cykeltur denne solbeskinnede søndag. Måske kunne det se ud som en vindstille dag, men ude på de åbne vidder var der nu en del vind. Efter ca. 10 km. delte vi os op i 2 grupper, og derfor er der kun billeder af turboholdet.

31. maj 2015
Forberedelserne til Hærvejsløbet er for alvor ved at køre på skinner. Denne søndag var der planlagt en 150 km tur. Med det omskiftelige vejr og vindforhold, havde Ivan Kristensen 5 ruter klar på hans Garmin. Sammenholdt med oplysningerne på www.yr.no blev valget en tur til Dollerup bakker og med et hav af afstikkere. Ingen af de rigtig “hårde bananer” var med, så det blev en tur hvor alle måtte med i front og trække i den til tider hårde vind. Ivan havde som altid fundet nogle rigtig gode veje at cykle på, og hvor kan man blive misundelig på de mange skovområder og læbælter der er uden for Salling
Det var vist ingen der kunne sige sig fri for at have tunge ben til sidst, men trods det blev gennemsnits farten 30,2 km/t.
Desværre blev det ikke til så mange billeder, men her er de få der kom med.

 

14. maj 2015
Denne Kristi Himmelfartdag skulle vise sig at blive den første dag med rigtig godt cyklevejr. Selv om det var lidt vind, var det intet at regne mod den tur vi havde til Mors sidste søndag. Der var  på denne tur 8 deltagere, og turen gik via Rettrup – Sahl – Sevel – Skave – Borbjerg – Hvam – Hjerm – Struer og så hjem igen via Hostrup. Temperaturen startede med ca. 9 grader og endte til sidst på 15.

 

26. april 2015
Dagen før denne søndag kunne man på DMI se, at vi er i en periode med luftstrømme der kommer fra antarktisk. Påklædningen blandt de mange fremmødte afspejlede afspejlede da også dette faktum. Alligevel blev det en rigtig god tur med masser af sol, og ikke tilnærmelsesvis den vind som havde drillet i løbet af ugen.

Turen gik via Ejsing op til Struer, og så på cykelstien hele vejen til Holstebro. Herfra tog vi vores traditionelle “skovtur”, bare baglæns. I alt en tur på knap 90 km.

 

21. april 2015

I denne sæson er der sat fokus på at få startet et begynderhold, hvor der hver gang er 2 hjælpere med fra klubben. Denne meget blæsende tirsdag nåede holdt ud på godt 31 km. Var turen over Krejbjerg og videre til til Ny Mølle og Ålbæk blæsende, ja så gik det herfra rigtig godt hjem. En rigtig god tur for alle.

19. april 2015
Denne søndags  blev det til en tur på 75 km. og med indlagt stop hos Givskov Cykler hvor der denne weekend var åbent hus. Forinden var vi dog ramt af i alt 4 punkteringer, og specielt ved omfartsvejen over ådalen i Skive var der ikke mange rosende ord til arbejdet med at høvle rabatten af vejsiden. Se hvorfor på et par af billederne.